Lokalhistorisk thepavillon fra 1852
Museet er lykkedes med fondstøtte til et projekt om at genopføre og renovere en gammel thepavillon i kinesisk stil, i gårdhaven.
Samt fondstøtte til restaurering af tilhørende maleri med kinesisk motiv, oprindelig ophængt på væggen indenfor i pavillonen.
Pavillonen har en betydningsfuld lokalhistorie, idet den repræsenterer Stubbekøbings tid med dengang store købmandsgårde, og det sociale liv som førtes i den tid.
Pavillonen blev opført af købmand, konsul, agent L.J. Benzon, tegnet af søn og skibsbygger E.C.Benzon, og bygget af tømrermester og møllebygger A.C. Rasmussen.
Maleriet blev malet af C.F. Hetsch, på den tid elev af C.W. Eckersberg, og senere kunstnerisk leder på Den kongelige Porcelænsfabrik.
Hensigt og formål: Genopføre pavillonen i Museets gårdhave, og således skabe oplevelse for alle, -og dermed opfylde Museets vedtægter for "sikring af lokal kulturarv, og bidrage til at synliggøre byens og egnens historie". Dels for at bevare den lokalhistoriske kulturarv fremover, og dels for at kunne anvende pavillonen.
Med ophold indenfor i den charmerende, historiske thepavillon, vil man kunne mærke historiens vingesus. Og her vil man kunne nyde en kop the/kaffe med sødt til.
Til Museets forskellige aktiviteter i gårdhaven, f.eks. ved musikalske arrangementer vil pavillonen kunne bidrage med opholdsmulighed, og skabe stemning blandt gæsterne.
Projektet er i gang.
Pavillonen: Der er støbt fundament. Tømren og hans tre assistenter er i øjeblikket i færd med at opstille de forskellige dele i sit værksted, og samtidigt gennemgå de dårlige trædele, med at erstatte dem nænsomt med nyt træ, efter de gamle håndværksmetoder. Når han senere kommer og sætter de renoverede sider som moduler på plads ovenpå fundamentet i gårdhaven, vil han arbejde videre på stedet, bl.a. med at lægge tagpap. Inden det derefter bliver malerens tur, skal konservator lave farvearkæologisk skrabeprøver, for at registrere de gamle farvelag. Maleren skal lade enkelte skrabeprøver være synlige, og male udenom, så vi kan se hvordan det var oprindeligt. Herefter skal hele pavillonen males med linolie.
Maleriet: Konservator arbejder iøjeblikket med malerierne, som var fastsømmet på pavillonens vægbrædder. Men inden transporten til værkstedet, måtte de overfladebehandles. Efter en let overfladerensning blev de imprægneret med bindemiddel i to omgange for at styrke strukturen og stabilisere farvelaget, og forsidesikring med japanpapir ovenpå, som fastholder yderligere.
På værkstedet blev malerierne løsnet fra vægbrædderne. Bindemidlet blev varmeaktiveret, så malerierne kunne tåle at blive håndteret. Dernæst blev rester af vægfarve fjernet fra bagsiden, og behandledet for at planere. Da lærrederne atter blev flade, kunne flængerne lukkes. Derpå en montering på nyt underlag og først da blev japanpapiret fjernet. Og således fortsættes arbejdet....
"Pavillonens Venner"
Det er muligt at være med i et medlemsfællesskab, hvor man kan støtte op om projektet og dermed følge det undervejs. Man modtager nyhedsbreve. Senere når renoveringen af pavillonen er i gang, kan man mødes og sammen følge arbejdet. - Henvendelse for indmeldelse klik her
Tak til fondene som gør det økonomisk muligt
Til maleriet: Vi har glædeligt med tak opnået fuld finansiering fra to fonde:
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, - og Direktør Espen Neergaard og hustru Tanja Dinesen Fonden.
Restaureringen vil blive gjort i løbet af forår/sommer 2026.
Til pavillonen: Vi takker ligeledes Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Guldborgsund Kommunes Bevaringspulje, Sonning Fonden,
Frøken Constance Fuhrs Fond, S.C. Van Fonden, samt Nordea-Fonden "Vores egn". - Bjarne Petersesen A/S har sponsoreret jordanalyse.
Tilsammen gør det økonomisk muligt, at renovere og genopføre pavillonen i Museets gårdhave.
Vi glæder os !